Jeg hørte om Gadespejlene for første gang til et møde på jobcenteret.

Jeg havde stress og kunne derfor ikke arbejde i en periode. Jeg stod uden bolig fordi jeg lige var gået fra min kæreste, jeg følte at jeg ikke havde en særlig god udsigt til uddannelse, og havde det i det hele taget bare rigtig dårligt. Til at starte med, havde jeg ikke særlig meget mod på at kontakte Gadespejlene.

Jeg tror at jeg følte mig genert, og ville gerne kunne klare alting selv. I dag er jeg dog glad for, at socialarbejderen kontaktede Gadespejlene for mig, og ikke tog mine undvigelser seriøst.

Jeg mødte min mentor Claus første gang på en café. Jeg havde været meget bekymret over hvad jeg skulle sige, men pludseligt var der gået over to timer, hvor jeg bare havde snakket og snakket og fortalt om alle mine problemer til Claus.

Det var dejligt at tænke på at han ikke fik løn for at lytte til mig, og at han rent faktisk havde lyst, helt af sig selv, til at være der. Udover at jeg snakkede og snakkede, så var det fede også, at Claus også snakkede tilbage (måske ikke lige så meget, men i hvert fald lidt) og det gjorde, at vi rent faktisk fik en relation til hinanden, fremfor som, når man snakker om sine problemer, med en professionel.

At vi på den måde kender hinanden, fremfor at han bare kender mig, gør at jeg føler at jeg kan række ud til ham på en mere familiær måde. Fx kan jeg godt finde på at sende ham en sms, hvis jeg har et problem, og det betyder også meget for mig, at han ofte skriver til mig for at høre hvordan jeg har det. Jeg tænker ofte at ”nårh ja, det er jo ikke hans arbejde, han spørger fordi han er oprigtigt interesseret” og så bliver jeg altid glad.

I starten mødtes vi mest på cafér, men efterhånden som vi lærte hinanden at kende bedre, så har vi også gået ture, spist is og cruiset i hans mega fede bil. Claus har også tit hjulpet mig i situationer, hvor jeg virkelig ikke har haft andre at spørge.

Fx hjalp han mig rigtig meget i forbindelse med min flytning og hvor min hund var syg. Det har også betydet meget for mine forældre, fordi de på grund af deres egne problemer, ikke har kunnet være der for mig så meget.

Jeg ved at særligt min mor har en stor taknemmelighed til Claus, og at det beroligede hende meget, at han var der.

Claus er ikke som nogen jeg har mødt før, han arbejder med noget andet og lever på en anden måde end de fleste af dem jeg kender. Men der er også mange punkter hvor vi minder om hinanden, og det er sjovt at snakke sammen, både når vi er forskellige og ens.

Så udover at Claus har været en der har kunnet hjælpe mig, så har han også rigtig meget været en der kunne få mig til at grine. Det har også været en stor hjælp for mig, når vi ikke har snakket om problemer, men om alt muligt andet, og bare har haft det sjovt.

Mange ting i mit liv er blevet bedre nu, jeg er startet på et studie som er endt med at være blevet mit drømmestudie.

Min hund er blevet rask og jeg har fået en studiebolig.

Ting som Claus jo, som sådan, ikke har tryllet frem, men jeg er sikker på at jeg, fordi Claus har været der så meget for mig, bare fordi han havde lyst, har givet mig en tro på mig selv, og en selvtillid, som gjorde det muligt at søge ind på kvote 2, på den uddannelse jeg nu går på, og meget mere.

Uanset hvilke problemer man står i, så hjælper det altså bare rigtig meget når der er en der har ens ryg.”

Sine 24 år