Jeg er en pige på 20 år og har haft en mentor siden jeg var 17.

Jeg mødes oftest med min mentor på en cafe, vi hilser, bestiller noget at drikke, og så sætter vi os og snakker om lige det jeg vil.

Jeg husker tydelig en episode, hvor jeg havde været frustreret over at mine forældre ikke kunne enes, de er skilt og har faktisk aldrig kunne enes siden den gang, men jeg var så bange for at det aldrig ville ændre sig, at selv når jeg skulle giftes en gang ville de ikke kunne sidde til samme fest.

Min mentor og jeg snakkede frem og tilbage i flere timer om dette emne og hvad jeg havde prøvet for at få dem til at snakke sammen, om det havde virket, og så kom min mentor med forslag til hvad jeg kunne gøre.

Han foreslog mig at jeg kunne skrive en fælles mail til mine forældre om mit drømme bryllup og så se hvad der skete, det er jo enhver piges drøm at hendes far går med hende op til alteret, og at ens mor sidder på første række og græder.

Min mentor kommer altid med gode råd og eventuelle løsningsforslag, han lytter og interesserer sig for hvad end man vil snakke om. Det fedeste ved min mentor er at han anerkender mig for den jeg er, han dømmer dig ikke for hvem jeg var en gang eller hvad jeg gjorde.

Min mentor er den objektive person der lytter til mig og hvad jeg har at sige, han skriver ikke noget ned og alt der bliver sagt forbliver mellem ham og mig, han snakker ikke med mine forældre eller nogle andre, han er den lyttende og rådgivende person som altid er der, når jeg har brug for det, uanset tid og sted.

Hvis det brænder helt på er han kun et opkald væk.